Maleteknisk Udvalg vil udvikle inspirationskatalog, du kan have med ud til boligforeninger. Vil du bidrage?
Trapperummet skal renoveres og i den forbindelse have nye farver. Men hvilke? Det kan sætte grå hår i hovedet på både bestyrelsen for bolig- eller andelsboligforeningen og ikke mindst på dig som malermester, når du bliver hidkaldt for at rådgive.
Derfor har Maleteknisk Udvalg sat sig for at udvikle et idékatalog. Kataloget skal bygge på billeder af så mange trapperum i den klassiske københavnske byggemasse som muligt - i ejendomme opført fra år 1900 og frem. Og vi har brug for eksempler - masser af eksempler.
I første række vil vi koncentrere os om, hvordan vi har malet trapperum for boligforeninger gennem de sidste 10 år.
Send os nogle billeder!
Har I malet et eller flere trapperum, så send os et par billeder med angivelse af farvekoder, ejendommens adresse og meget gerne ejendommens omtrentlige alder. Så vælger vi de bedste og mest inspirerende ud og får taget nogle professionelle billeder af rummet.
Det kulørte beslutningsværktøj vil foreligge digitalt, men er behovet og efterspørgslen til stede, vil vi overveje at få det trykt som "inspirationsblade", der er nemme at vise frem, når du har møde med boligforeningens bestyrelse.
Lad os høre fra dig!
Send os dine billeder senest med udgangen af marts 2025 til post@kbh.malerlaug.dk.
Har du særlige bemærkninger om malebehandlingen, behandlingsopbygninger mv., så er vi interesseret, men det er ikke et krav.
På vegne af Maleteknisk Udvalg
Dan Wiche
Formand