Københavns Malerlaug modtager diplom og hædrende omtale for udførelsen af vinduer og porte i atriumgården på Thorvaldsens Museum.
”Restaureringen er ikke bare en gave til museet, men til os alle. Somme tider er en dør ikke bare en dør, men et tegn. Og Gottlieb Bindesbølls karakteristiske bygning bærer for Københavns borgere på en betydning, som løfter tingen over i den fortælling, der begynder med: Der var engang …”
Sådan lyder det blandt andet i begrundelsen for, at Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse har valgt at hædre Københavns Malerlaugs gave til Københavns Kommune med et diplom.
Gaven bestod som bekendt i en farvearkæologisk undersøgelse, istandsættelse og malebehandling af porte og vinduer i Thorvaldsens Museums atriumgård.
Ifølge foreningen er det først og fremmest Københavns Kommunes opgave at sikre vores fælles arv.
”Men når den ikke altid kan leve op til sit ansvar, er det en uvurderlig gave, at Københavns Malerlaug med så stor kyndighed og kompetence tager det på sig. Derfor denne store tak og hædrende omtale til oldermand Per Vangekjær og malerlauget,« slutter begrundelsen af.