KM’s farveprøver nu i cyberspace!

De kendes og bruges i syd og nord og uden for landets grænser: Københavns Malerlaugs Nye Farveprøver. I utallige tegnestuer – og på adskillige værksteder – står den fine, mørke, gråblå kassette med sine 215 kulører.

Da farverne i sin tid blev valgt, besluttedes det at tage udgangspunkt i det amerikanske Munsell-farvesystem. Men Munsell blev – ligesom flere andre – løbet over ende af Natural Colour System, NCS, der har taget over ikke alene som farvesystem, men som et farvebeskrivelsesværktøj.

Sat på spidsen: Kan en farve ikke beskrives med en NCS-kode, så findes den ikke.

Københavns Malerlaug har nu foranlediget, at NCS Colour i Stockholm har konverteret alle 215 kulører til dels de præcise NCS-notationer, dels de nærmestliggende ”standardkoder” fra den seneste farveprøvesamling (1.950 farver).

Fremover vil kunder til farvekassetten få udleveret en rapport med samtlige farvekonverteringer, ligesom rapporten vil kunne findes på laugets hjemmeside under Fag & Teknik – eller ved at klikke her.

KM’s Nye Farveprøver er i sandhed gået ind i en ny tid. For hele farveprøvesamlingen kan også tilgås via den app, der styrer NCS Colours Colourpin – den lille, handy farvescanner.

Sådan gør du:

  • Download Colourpin-app’en via App Store (iPhone) eller Google Play (Android)
  • Åbn programmet, vælg “burger”-menuen øverst til venstre
  • Vælg Manage Account og Change Package
  • Vælg Add new package i det nye skærmbillede
  • Scan nedenstående QR-kode eller indtast koden
  • Og bingo: Nu har du alle 215 farver inden for rækkevidde.

Københavns Malerlaugs Nye Farveprøver blev udsendt omkring 1970 og afløste en farveprøvesamling fra 1950’erne. Den nye samling rummede flere levende kulører og appellerede dermed bredere.

0