Tilbage til oversigten
1. november 2018

Det begynder med dig selv!

Når vi ikke hjælper hinanden på byggepladsen, er det grundlæggende fordi, vi ikke tror, det kan betale sig. Tre eksperter talte om samspil og produktivitet på byggepladsen den 31. oktober.

Godt 30 bygge- og anlægsfolk var samlet til Danske Malermestres gåhjemmøde om samarbejde, effektivitet og tidsstyring på byggepladsen.

Hvorfor samarbejder vi ikke bare? Når vi nu er enige om, at samarbejde og dialog er vejen til velordnede byggepladser og i sidste ende bedre bundlinje?

Fordi vi grundlæggende ikke tror på, at det kan betale sig. Al den snak om win-win – er bare snak. Det rigtigt svære er, at for at lave om på det, må vi begynde med os selv. Sådan lidt – vende den anden kind til?

Konsulent Mette Thorkildsen arbejder med strategier og virkeliggørelsen af dem og formåede at sætte fingeren på det ømme punkt, da hun talte som den første under Danske Malermestres gåhjemmøde med titlen ”Samarbejde, effektivitet og tidsstyring på byggepladsen” på Scandic i Glostrup den 31. oktober. Mette Thorkildsen repræsenterede firmaet Factor3 og har selv virket i byggebranchen i årevis.

Almindelig ubetænksomhed

Gåhjemmødet var en opfølgning på en undersøgelse foretaget blandt Danske Malermestres medlemmer fra årsskiftet 2017/18. Analysen viste, at langt hovedparten af medlemmerne kunne nikke genkendende til, hvordan almindelig ubetænksomhed er med til at skabe svære forhold for ikke mindst maleren: Byggematerialer, der stilles op ad nymalede vægge, entrepriser, der burde være færdigudførte, inden maleren gik i gang, manglende respekt for noget så naturbundent som tørretider og så fremdeles.

– Det bliver vi simpelt hen nødt til at tale om, lød det fra formand – og oldermand i Københavns Malerlaug – Per Vangekjær.

Og det gjorde Mette Thorkildsen så:

Mette Thorkildsen, Factor3, fortalte om, hvor nemt det er at tale om samarbejde - og hvor svært det er i virkeligheden.

Begynder med dig selv!

– Det skal du. Det begynder med dig selv! lød det fra podiet.

Rolf Simonsen repræsenterede Værdibyg – et samarbejde mellem organisationer inden for byggeriet – der har udgivet en stribe små hæfter om effektivisering af byggeprocessen. Hæfterne kan downloades gratis fra https://vaerdibyg.dk/vejledninger/.

Hæfterne bygger blandt andet på workshops, hvor ”rigtige mennesker” har delt deres erfaringer om den gode proces, hvad enten det gælder vinterbyggeri eller brugerinvolvering. Rolf Simonsen pegede på indsigt i andres forhold – vel både fagligt og rent praktisk på byggepladsen – og på ”tværgående dialog”. I denne bør indgå:

  • At sikkerhed på pladsen er noget, der planlægges. Nul ”brandslukning” undervejs
  • Den praktiske logistik skal tænkes ordentligt igennem (læs: Undgå rod!)
  • Den moderne teknologi med emails og digitalt byggeri gør det muligt ustandseligt at revidere tegninger og tidsplaner – tænk selv, hvad der sker, når nogen ikke har de opdaterede versioner!
  • Aktørerne på pladsen skal bringes sammen, eksempelvis ved indretning af fælles frokoststue, indkaldelse til daglige ”tavlemøder” mv.
  • At alle parter holdes informerede om, hvad der sker, og får en fornemmelse af at være inddraget.
Rolf Simonsen, sekretariatsleder fra Værdibyg, introducerede til Værdibygs udgivelse af erfaringshæfter.

AR og VR og BIM og …

Med et tredje indlæg fra MT Højgaards Mikkel Lieberkind fik de godt 30 mødedeltagere et indblik i fremtidens byggeproces med inddragelse af digitale værktøjer. Byggebranchen er langt bagud i digitaliseringen set i forhold til andre brancher. Og det handler ikke bare om digitale bygningstegninger.

Mikkel Lieberkind gennemgik viften af redskaber:

  • BIM: Building Information Model

3D-modeller af en bygning – hver entreprise, sin model. Modellerne kan lægges oven på hinanden, hvormed der kan udføres ”kollisionskontrol”.

  • VDC: Virtual Design and Construction

Bygningen opføres virtuelt, hvilket gør det muligt at optimere byggeprocssen og undgå fejl. Den virtuelle bygning kan siden bruges i byggeriets drift.

  • Droner og matterports

Desuden anvender MT Højgaard – og flere andre med – droner til uhyre præcise opmålinger og registreringer, og senest er den indvendige drone kommet til. Dronerne tager små billeder, der siden sættes sammen til ét stort, hvormed der kan zoomes ind på den mindste detalje.

  • VR – Virtual Reality

Digital model, der gør, at brugere kan inviteres indenfor i et endnu uopført byggeri.

  • AR – Augmented Reality

Som ovenfor, men den digitale bygning lægges oven på den virkelige verden. Teknologien er ifølge Mikkel Lieberkind endnu langt fra moden.

  • Robotter

Mikkel Lieberkind definerede tre mere eller mindre selvstyrende robotter. Robotteknologi i byggeriet er problematisk, fordi 41 procent af det arbejde, en håndværker udfører, i maskinmæssig forstand er uforudsigeligt, og robotter har det ikke godt med uforudsigelighed.

  • Big Data og Analytics

Ganske enkelt indsamling og registrering af data om fejl og mangler til senere brug.

Mikkel Lieberkind pegede på, at den nye teknologi mødes med en vis berøringsangst blandt medarbejderen (undtagen dronen – den kan begejstre de fleste), og han beklagede, at den nye teknologi endnu ikke er nået ind i bygge- og anlægsuddannelsernes pensum.

Per Vangekjær sluttede af med en gentagelse af, at det er vigtigt at få talt om disse ting, og håbede, at dagens møde kunne inspirere til videre dialog.

Mikkel Lieberkind, MT Højgaard, fortalte om AR og VR og BIM og …

arrow-left